Kvaliteten af kopien

Den lavere pris er ikke et udtryk for en lavere kvalitet, og dog.

Kvaliteten virkning er præcis den samme. Papkassen kan godt være af en dårligere kvalitet. Tablettens overtræk kan også være af en dårligere kvalitet. Tablettens farve kan også være af en dårligere kvalitet, hvis man synes hvid er pænere end rød eller omvendt, osv. osv.

Men virkning og bivirkninger er akkurat samme kvalitet.

Så tænker mange: "Hjælpestofferne er nogle andre". Det er rigtigt, hjælpestofferne kan godt være nogle andre, men det har kun betydning, hvis du tilfældigvis er overfølsom over for det hjælpestof, der er anderledes i dagens kopi end i originalen. Alle hjælpestoffer, der anvendes i lægemidler er gennemtestede, så det er meget usandsynligt, at det har en betydning for dig.

Det er langt mere sandsynligt, at der er tale om nocebovirkning. Der er noget, der hedder placebovirkning. Det er det forhold, at du tror, at noget virker, så virker det rent faktisk. Populært sagt: "Tro kan flytte bjerge". Det modsatte eksisterer også. Du tror ikke det virker, så virker det rent faktisk ikke, selv om det virker for alle mulige andre mennesker. Populært sagt: "Mistro kan flytte bjerge". Vi bruger også udtrykket nocebo, lidt forkert, om det forhold, at du tror, at der er bivirkninger, så er der rent faktisk bivirkninger. Det er i alle forholdene din hjerne, der spiller dig et puds. En meget typisk måde, at opleve det på er, at læse den meget lange bivirkningsliste og så få bivirkningerne en efter en, efterhånden som man bevæger sig ned ad listen.

Min erfaring siger mig, at nocebo er endnu mere hyppigt end placebo, og placebo er ret almindeligt.